Dag 16 – lørdag 18. juli
Vækkeuret starter med ”If I were a boy” og vi står op. Karin i bad først. Bjarne slumrer 10 min og går i bad mens Karin begynde ar pakke/rydde det sidste op. Som lovet aftenen i forvejen kommer Jan forbi og sige farvel, ønsker god og siger, at vi måske ses en anden gang. Som skrevet tidligere, eller som Bronson sagde, eller Fogerty sang, ”Someday”. Bilen pakkes og vi er klar til afgang 05.15. Det er så småt ved at lysne. Ingen trafik ned af bjerget, vi glider problemløst til Freiburg. Gennem Freiburg er der nattesænkning, så man må kun køre 30 km/t over et længere stykke grundet hensyn til beboerne. Vi kommer dog roligt ud til motorvejen, hvor det også er meget begrænset med trafik de første par timer. Kun enkelte schweizere og naturligvis tyskere leder os på vej. Solen kommer op bag bjergene og bilen lægger sig fast på 120 km/t. Det bliver farten stort set hele dagen.
Kvarter over 7 kører vi ind på rasteplads og spiser morgenmad. Brötchen med ost og marmelade. Smager fint, fordi vi er blevet godt sultne. Helt problemløst fortsætter turen til Kassel. Her møder vi dagens første længere kø. Kommer uhindret videre hen over Mittel Gebirge. Her er nu også noget bakket, så måske kunne det blive målet for en cykeltur en gang. Vi nærmer os Hannover, hvor vi rammer dagens 2. kø. Det går langsomt. Køerne opstår pga. vejarbejder, og der er ikke andet at gøre end at følge trop. Vi passerer grænsen til Niedersachsen og dermed også Hann. Münden, hvor vi overnattede på vejen ned. Utroligt, at de 14 dage allerede er gået. Fra dagens sart fortæller Magda, at vi skal køre 1103 km og at vi vil være i Hov kl. 15.15. Spise- og tissepauser, kødannelser ændrer dog dette tidspunkt gennem hele dagen. Det bliver først til lidt over 4, derefter hen mod halv 5. Det ser altså foreløbigt ud til at vi kan nå færgen kl.18.30 og samtidig nå at handle sodavand i Citti. Vi har lavet lidt plads på bagsædet til nogle kasser. Vi nærmer os Hamburg og tiden ser stadig ok ud. Glider problemfrit gennem Elbtunnellen, men herefter går det så galt. Vejarbejde på vejarbejde fra HH-Schnellsen til Rendsburg ødelægger tidsplanen, så vi beslutter os for kl. 22 færgen, som vi har reservation til, hvilket er nødvendigt her i festivaldagene. Virker en anelse grotesk, da vi kun er 4 biler og 1 motorcykel, der skal med. Vejarbejderne giver Stop-and-Go køer og særligt den sidste giveren times forsinkelse, så vi når Citti kl. 17. Vi finder hurtigt sodavand, marmelade og Nutella, får plads til det i bilen og så tilbage til Citti, hvor vi får aftensmad, Schweineschnitzel med Bratkartoffeln. Og her til en god italiensk mineralvand. Godt med mad i maven, så går vi lige en smuttur i Media Markt, så Bjarne kan få købt en HD til at optage søde tyske film på.
Ved halv 7 tiden forlader vi Flensburg og Tyskland og kører ind i Danmark til kølighed og umodne kornmarker. Det er meget anderledes end det vi har været vant til gennem de sidste 14 dage, hvor landmændene var i fuld gang med at høste. Kulden mærker vi også voldsomt, da vi kommer til Hov og går ud på molen for at kigge efter Prinsesse Isabella. Hun er ikke i syne, men det er koldt og blæsende, kun 15 grader. Turen op gennem Jylland går stille og roligt på tempo 100 og kun lidt trafik. Vi hører ellers i radioen, at der dagen igennem har været lange køer på de danske motorveje.
Sidder nu på færgen, der endte med at blive 10 min forsinket, meden kop kaffe og et stykke æbletærte. Meget langt fra Schwarzwalder Kirsch Torten, der formentlig i minderne kun bliver bedre og bedre, ligesom skinken fra skoven, der sikkert kan bidrage til nogle fantastiske Karin&Bjarne Bratkartoffeln. MUMS. Det er mørkt nu. Vi er hjemme om ca. ½ time. En fantastisk ferie er ved at rinde ud, men i bevidstheden vil den være for evigt.
Når vi kommer hjem skal bilen tømmes og i morgen går med akklimatisering og tøjvask. Forhåbentlig bliver der også tid til en cykeltur.
Tid til eftertanker.
Bjarne har en forventning om at skulle prøve Ballebjerg en af de nærmeste dage. Samlet cykeltur i bjergene er kun 40 km. Lidt ærgerlig over, at han tog den forkerte vej rundt op forbi kirken. Hvis han var startet op ad bjerget fra starten, ville de 2 ugers samlede cykeldistance måske have været markant anderledes. Hvem ved?