Dag 9 – lørdag 11. juli
”Karin i dag skal vi have solcreme på”, siger Bjarne efter for 3. gang at have påsmurt aftersun på næse og øvrige sarte områder af skuldre og pande. Nye t-shirts har kortere ærmer og mindre halsudskæring, så nye områder er udsatte. Ellers starter dagen som vanligt. Morgenmad med meget blødkogte æg og i dag uden frisk bagerbrød, men til gengæld et rigtigt godt brød fra Edeka-bageren i Todtnau. ” I dag skal vi ikke gå så langt”, svarer Karin tilbage. Jo feriens hårde strabadser gør sig efterhånden gældende, som på et længerevarende cykelløb. Men vi er jo heller ikke unge, smukke og midt i tyverne, men nyder blot vores ferie her i Hochschwarzwald, nu næsten startende på 2. uge. Lækkert med 14 dage, hvor der er tid til både fysiske udfoldelser og nærkig på seværdigheder ligesom sofaen i lejligheden jo også skal benyttes, mens vi har den. Den har i øvrigt kun en mangel – højere ryglæn. Solcremen kommer på men det med ikke at skulle gå, kommer ikke helt til at holde. Mere herom lige om lidt. Vi er lidt i tvivl om dagens rute. Men det ender med at vi drejer mod Todtnau, dvs. igen i dag skal vi forbi Titisee og vi glider lige gennem det opsatte lyskryds. I dag er trafikken modsat, så mod Feldberg er dagens lange kø. Mange turister skal se toppen af Schwarzwald på denne lørdag. Hurtigt videre af B31 mod Hinterzarten, hvor vi igen rammer B500, så vi kan få panorama for alle pengene. Og det får vi. Mange superflotte steder med udsigt over dale, bjerge og slugter. Gør enkelte holdt og kommer til Triberg og vandfaldene ved 12-tiden. Vi stopper ved en mini P-plads, og finder vel nok den sidste parkeringsmulighed her på kanten af småt og brandbart. Stiger ud og går gennem porten mod springvandene. Triberg Wasserfall er Tysklands højeste vandfald. Følger floden ned ad bjerget og det går stejlt ned. Vi hører mange små fald og efter kort tid stiger lyden og højden af disse. Vi betaler entreen på de 2*4 Euro og går mod de større fald. Ned genne skoven er flere broer, hvor der er muligheder for fotografering. Det er vigtigt for nutidens turist at få lavet billeder af naturfænomenerne, hvor du selv er i centrum. Tyskerne er gode til det med turistattraktioner. Gode veje og mange muligheder for at se seværdighederne. Vi stopper naturligvis også op mange gange for at tage de berømte billeder af især Karin, men Bjarne kommer da også lige med på et enkelt hist og her. Vi skal på toilet og er tørstige. Ved udgangen nederst finder vi toilettet, men ingen servering. Vi vil ikke i byen nu, og går derfor tilbage mod bilen. Det er hårdt. Stejlt og virkelig en udfordring for tredje dag i træk med meget stejle stigninger. Prustende og med ømme knæ og muskler bevæger vi os retur mod toppen og bilen. Mange stop undervejs og heldigvis en bænk at slappe af på, så pulsen lige kan komme ned. Heldigvis går vi hele tiden i skovens naturlige skygge, men alligevel kan vi mærke sveden strømmeoveralt på kroppen. Porten og bilen nås. Vand fra rygsækken glider hurtigt og læskende ned.
Fortsætter ned mod centrum, men her stikker vi hurtigt af. Møder en laang kø, byfest i Triberg i dag og i morgen. Heldigvis redder en ensrettet gade os, så vi kan smutte udenom og videre mod Kuk-kuk urene. Det finder vi hurtigt og ind i butikken. Vi ser mange flotte urer med forskellig lyd. Nogle med musik, passer os ikke, men også nogle kun med Kuk-kuk. Vi finder et med en flot lyd og ekspeditricen fortæller o det. Findes både med elektrisk og mekanisk urværk. Vi vælger det med mekanisk og får detaljeret forklaring på, hvordan det skal pakkes ud igen og lyden slås til og fra. Vi glæder os til at få det hængt op i stuen og høre de dejlige Kuk-kuk og se den lille pipfugl titte frem. Der købes desuden souvenirs til ungerne inkl. Naja.
Nu er det altså kaffetid. Vi er på jagt efter café med Schwarzwalder Kirsch Torte, som er blandt Karin ønsker for ferien, også Bjarnes. Kører forbi flere cafeer, men ser dem for sent og fortsætter. Da vi så endelig stopper ved en med parasollerne slået op holder den lukket fra 14-16.30. Lørdag eftermiddag er ikke den bedst valgte. Vi ved ikke rigtigt, hvor vi kører, men pludselig er vi inde på vejen fra forleden. Drejer ind i Elzach, men også her er alt lukket. Vi kører dog ind i Netto, det var her vi fandt de gode smøreoste og glemte vores brød. Vi rydder for de sidste oste, der er kun to tilbage, og køber ager og sodavand i bagerafdelingen. Så må det blive på en rasteplads. Kort efter drejer vi fra mod Panoramastien, der er formentlig bedre muligheder for en god rasteplads. Gør først stop ved en plads med blik over tre bjergdale, men gør en gammel belgier også stop og desuden er der ingen bord-bænke. Vi finder dog hurtigt et busstop/parkering med bord og bænk og ikke mindst skygge. Det er nu noget blæsende, men sulten og tørsten tvinger os. Klokken er halv 5. Brød og cola fortæres og oppe i luften ser vi først 1, så 2 store rovfugle også på jagt efter mad. Fotograferes. Om det er det ørne, er svært at sige. Så må vi lige have fat på David Manstrup eller Facebook, siger Karin, da vi kommer hjem. Vi lader det stå i det uvisse indtil videre. ”Its blowin’ in the wind”, som han så flot sang. Vi begiver os ud på dagens sidste stykke. Og er igen heldige, da vi kommer til Hinterzarten. Her er vejarbejde, men igen i modsat retning. Og hvis vi i morges havde taget, som Magda forslog, den korteste vej, var vi havnet i denne omkørsel, med mange km’s omvej til følge. Godt med naturlig intuition, overtro eller hvad det nu hedder, Skæbnen!
Sikkert hjemme igen. Vi er ikke sultne og kan både vente og klare os med et stykke brød. Eller mellem os sagt, så orker vi simpelthen ikke at lave varm mad i dag. Lidt chips, for saltets skyld og noget Zitrone Zero fra Edeka gør godt. Lidt skriverrier inden Abendbrot ude på terrassen og derefter ind til en lille sød tysker. Der er ikke tale om en Heidi, men en underlødig tysk novellefilm i bedste Barbara Cartland stil. Hertil lidt lørdagsguf samt de sidste kiks med gouda-smøreost.
Godnat.