Onsdag 17. juli - vinlandet Kaiserstuhl
Årets ferietur blev måske besluttet i et anfald af eufori. Vi talte om en
tysker aften i forsamlingshuset bl.a. med vin fra Kaiserstuhl og straks var
lejligheden bestilt. Derfor var dagen i dag en milepæl. Tur til vinlandet
Kaiserstuhl. Ikke et enormt turistet område, men vinmarker i alle niveauer op
ad bakkerne. Et kunstigt fremstillet vinbjerg med en undergrund af skifer,
hvilket netop giver de særegne vine fra området. Her er hvide, roséer og røde
på de gængse tyske ”Burgunder ”-druer. Turen mod vinplateauet er efterhånden
velkendt og tåler ingen beskrivende gentagelse. Det skulle da lige være at
vejarbejdet ved Elzach tog endnu længere tid og at vi et lang stykke vej havde
en tyske varebil med en telefonerende chauffør lige i nakken, så derfor hoppede
vi ind på en rasteplads, så han kunne køre i røven på en lastbil i stedet for
en dansker turist. Kort før Freiburg svinger vi mod vest og krydser A5 og
drøner mod Rhinen og den franske grænse. Disse møder vi nu aldrig denne dag. Vi
drejer i stedet ind på de små veje og finder nogle større byer inden vi lander
midt i kernen af de tyske vine. Plateauerne med vine springer omkring os, et
fantastisk smukt syn sådan en solrig og varm sommerdag. Trafikken er sporadisk,
kun enkelte biler, turister som os selv og enkelte cyklister i disse bakker. Vi
kører forbi flere vingodser med salg og vinsmagning. Dybt inde i vinlandet gør
vi stop ved en mindre vinbonde. Han har endnu ikke åbent, derfor går vi lidt
længere ned af gaden og finder et større vinudsalg af et vinselskab fra
området. Vi smager på en Grauer Burgunder, som er specielt dyrket i dette
område. God tør men med en frugtig smag. Vi prøvesmager også en rosé på en Spät
Burgunderdrue. Også tør men med frisk smag. Vi køber en kasse af hver, så vi
har nogle særlige vine til særlige lejligheder. En sådan indkøbt vin har en
helt anden historie at fortælle end en vin købt i Edeka, Citti eller anden stor
butik. Undervejs gennem Kaiserstuhl ser vi masser af overnatningsmuligheder, så
hvis det bliver aktuelt at hente vine til firmaet hernede, vil kunne tage
sådanne overnatninger i vinlandet.
Retur mod Gutach gør vi holdt i Elzach, får en kop capputino med en
isdessert til. Isen passer fint til sommervarmen på ca. 30 grader og isen hører
med til Karins ferie. Hjemme spiser vi et fad gulerødder og blomkål og får
noget koldt at drikke. Selv om vi ikke har gået meget i dag har kroppen brug
for vand og ikke kun fra øl og vin. Der læses lidt mere om Thomas og Noras
fortid. Historien om Thomas første mordgåde. Knödel til aften sammen med
kødsovsen fra i går.
En god onsdagsfilm på ARD og derefter lige et par kabaler inden sengetid kl.
23.
Dagens km i bil ca. 150